Tina's egen beretning
Tina har gået hos mig og brugt Cambridge produkterne til har tabe sig.
Tina startede i foråret 2016 og har efter dette skriv i maj måned yderligere tabt sig, så de 20 kg. er passeret.
Jeg venter fortsat på nogle før og efter foto fra Tina, men der findes ikke så mange foto fra før.


Aldrig mere velcrokilo, tak!
Magter jeg det igen? Magter jeg at bruge flere penge på 'kure' eller som alle ynder at sige 'livsstilsomlægning'..? Hvorfor skulle jeg? Kiloerne ryger alligevel på igen som velcro på en striktrøje. Virker det eller er jeg efterhånden blevet så overvægtig, at det har sat sig på synet? Er min ellers så kritiske sans, blevet lagt i dvale i min efterhånden store kartoteksmave? Vægten har sneget sig stædigt og målsat op de seneste år, men har sgu taget tilløb de sidste 10 måneder med over 1 kg om måneden. Motion. Motion gør ondt. Jeg har det med motion som supermand har det med kryptonit - det suger livet og sjælen ud af mig! 'Du skal bare igang med at dykke regelmæssig motion, og så skal du bare se hvor meget energi du får'...! Øh NEJ, jeg får bare smerter! Og smagen af blod i munden. Trænede mennesker skulle bare lige vide, hvor udmattende, smertende og sjæludslettende motion er for de fleste meget tykke piger! Jeg bliver ikke glad i låget af 2 timers biking og min indre dronning bliver ikke dullet op af en times aerobic. For mig er motion en sur pligt på lige fod med snerydning og at lade de ældre medborgere komme først til skranken på apoteket kl 16:30 om eftermiddagen, trods de har haft hele dagen til at hente piller. De fleste kender det, en krop der ikke bare bærer præg af, men ligefrem oser af et hektisk liv med travlhed på jobbet, 2 små børn der kræver din opmærksomhed og sommetider også din sjæl, er det ikke altid, for ikke at sige aldrig, man har tid til at sætte sig selv i fokus og træffe de rigtige madvalg. Forestillingen om, at de der uskyldige kilo der sniger sig på i graviditeten og sommetider måneder, år efter at ungerne er mast ud, bare forsvinder af sig selv, er og bliver for mit vedkommende i hvert fald en illusion. Jeg har i mange år følt, at jeg lignede pigen bagerst i køen, med den alt for store dykkerdragt på og når de alle andre spændstige mennesker hoppede i vandet og havde 'the time of their lifes' sank jeg bare til bunds. Den indre konflikt er trættende. Fiasko efter fiasko sætter sine tydelige spor, både i sind og krop. Jeg magter det sgu ikke mere. Jeg magter ikke, nej jeg GIDER ikke at bruge tid og penge på, at købe bøger, medlemskaber og mad der får min krop til at ligne en million! Det kan da også være ligemeget - jeg er godt gift og mine unger er da også både skønne og velopdragne, så hvorfor skal jeg kører et 'selv-straf-show' igen, når mit alter-ego alligevel belønner min gode indsats med kage, is og varm cacao? Alle tykke piger når et punkt i deres liv, hvor nok er nok. Og det er lige nøjagtig der, hvor den tykke pige træffer et valg. Enten skider hun hul i det hele og lader kiloerne vinde deres indtog som den trojanske hest, eller også så tager hun kontrollen tilbage og springer den fordømte hest tilbage hvor den kom fra. Jeg traf valg nr 2. Jeg sad en aften med min dejlige veninde og sludrede om alverdens problemstillinger, som vi selvfede nok følte vi havde svaret på. Samtalen kom ind på, hvordan hendes mor havde oplevet gode resultater på denne her 'kur'.... CAMBRIDGE KUREN.. Vor herre bevares.. Jeg var lettere skeptisk.. Min indre dronning vekslede mellem at rulle øjne af 'kuren' for så at råbe til mig, at jeg skulle se at komme igang. Hvad kunne der ske? Hvad havde jeg at tabe? Ud over en masse penge? Nåh jo.. KILO! Dem har jeg jo en del af, måske nok til at kunne brødføde en landsby. Det fantastisk for mig var, at jeg ikke nødvendigvis skulle dyrke motion, hvis jeg ikke havde lyst. Jeg var ikke nødsaget til, at blive råbt ind i hovedet af en ex-militær træner, som kun råbte 'for min egen skyld'..! Det handlede enkelt og simpelt om, at skære ned på kalorierne uden at skulle bruge tid og energi på, at tælle de små sataner. Min krop skulle lærer at tage fra de store maddepoter som jeg allerede havde. Jeg gik på nettet og fandt en konsulent der boede i nærheden af mig. Dina Ambolt. Jeg tog tilløb og fik taget kontakt til hende. Dina forklarede mig om de forskellige muligheder cambridge kuren kunne tilbyde og sammen fandt vi en god løsning. Løsningen blev at jeg skulle have deres måltidserstatninger til morgen og til middag samt have 'almindeligt' mad til aften. Jeg hoppede i vandet med begge stolper til ben, i min alt for store dykkerdragt med en røvfuld af CAMBRIDGE's produkter. Jeg sank ikke til bunds denne gang. Jeg svømmer faktisk tæt på overfladen, dog ikke nær så spændstig som alle de andre i vandet - endnu! Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det var 'piece of cake' (for nu at blive i velkendte termer). Det var sgu hårdt i de første 3 uger. Jeg har lært hvad abstinenser virkeligt er. Jeg vil sige, at det føltes som en 3 uger lang tømmermandsperiode, kombineret med en pissekonkurrence mellem mig og raffineret sukker. Jeg vandt. Jeg kunne pisse længst. Selvfølgelig har min indre dronning surmulet og kigget olmt på mig, når jeg pænt har takket nej til dessert og kage, men i dag er hun dullet op og sidder triumferende på sin pedestal med korelfarvet læbestift på, når jeg atter siger 'NEJ TAK'. Jeg vil sige, at det er lettere dyrt, men det har været hver en øre værd! Jeg tabte mig 11,5 kg på de første 5,5 uger. 'Nå, hvad er så dit mål'.. Denne sætning hører jeg oftere end jeg skifter trusser. Det er trættende. Hvorfor skal jeg have et målbart mål? Jeg må indrømme, at jeg havde da en ide om hvor meget jeg gerne ville have, at vægten skulle vise, da den indtil nu bare havde vist ordet ERROR i displayet. Jeg kan godt lide hele og runde tal. Tal som man kan stole på. Så naturligt for mig, tænkte jeg tallet 20. Hvis jeg blev 20kg lettere, ville jeg blive lykkelig. Men nu, hvor jeg har tabt 15,3kg (og ja, decimaler er uhyre vigtige i denne sammenhæng) på 9 uger, er jeg sgu ikke så sikker mere. Jeg er faktisk blevet meget lykkeligere og gladere, helt ind i knoglerne. Mine omgivelser kan mærke det. Specielt min mand, som efterhånden undre sig over hvorfor jeg hverken lider af kronisk menstruation eller hovedpine mere.. Jeg er nået frem til, at raffineret sukker er min trojanske hest. Min livsfjende. Nøjagtig som den 'veninde' der stjal den første dreng du sendte lange blikke efter, bare fordi hun kunne. Jeg har det fantastisk. Jeg kan passe tøj som førhen skreg af smerte i syningerne, fordi jeg absolut skulle mase mit legeme ind i det. Jeg føler sejr for første gang i meget lang tid. Min største sejr er og bliver dog at jeg har sluppet af med min sukkertrang. Min higen efter sukker er slut. Det føles som jeg har sat den kæreste nøgen for porten, som man inderst inde godt ved, ikke gør noget godt for en, men man alligevel bliver ved at lukke ind. Nøglen er smidt væk. Det er slut. Min indre dronning vifter med sejrsflaget mens hun skraldgriner. Jeg kan kun anbefale Cambridge kuren. Hverken mere eller mindre. Lad jeres indre dronning få genopstandelse, det er en fantastisk følelse, det lover jeg jer! Tina Løfstedt